Negroni cocktail i rocksglas

Cocktail

Negroni

Glas
Rocks
Is
Isterninger
Metode
Stir and strain
Pynt
Appelsinskive

Ingredienser

  • Campari3 cl
  • Gin3 cl
  • Sød vermouth3 cl

Sådan gør du

  1. 1Hæld Campari, gin og sød vermouth i et røreglas fyldt med is.
  2. 2Rør i 20-30 sekunder, til cocktailen er godt nedkølet.
  3. 3Si cocktailen over i et rocksglas fyldt med isterninger.
  4. 4Pynt med appelsinskive, og server med det samme.

Negroni er en af verdens mest elskede klassiske cocktails og den perfekte aperitif før middagen. Den er bitter, sød og urtet på samme tid, med en dyb rød farve og en tydelig appelsinnote. Første slurk kan overraske, hvis du ikke er vant til bitre smage, men mange ender med at blive helt forelsket i den.

Hvad er en Negroni?

En Negroni er en cocktail lavet på lige dele gin, Campari og sød (rød) vermouth, rørt med is og serveret på isterninger i et lavt glas med en appelsinskive eller appelsinskal. Opskriften er altså 3 cl af hver: én del gin, én del Campari og én del vermouth.

Det enkle blandingsforhold er en af grundene til, at Negroni er så populær. Den er let at huske, let at skalere og svær at gøre helt forkert. Ingredienserne er:

  • Gin giver styrke og en tør, krydret ryg af enebær.
  • Campari er en italiensk bitter med en karakteristisk rød farve og smag af appelsinskal og bitre urter. Den hører til de helsødede bittere.
  • Sød vermouth er en aromatiseret og sødet vin, der binder det hele sammen med sødme, krydderier og fylde.

Hvilken vermouth er bedst til Negroni?

Til Negroni skal du bruge en sød, rød vermouth i italiensk stil, ofte kaldet vermouth rosso eller vermouth di Torino. Det er vermouthen, der bestemmer meget af drinkens karakter, fordi gin og Campari er relativt faste størrelser. En fyldig vermouth med noter af vanilje, kakao og krydderier giver en rund og blød Negroni. En lettere og mere urtet vermouth giver en friskere og mere bitter drink. Undgå tør, hvid vermouth, som hører til i en Dry Martini.

Husk, at vermouth er vin. Når flasken er åbnet, skal den stå i køleskabet, og den smager bedst inden for et par uger. En gammel, iltet vermouth er en af de mest almindelige grunde til en kedelig Negroni.

Negroni er en meget simpel cocktail, hvor hver ingrediens virkelig får lov at sætte sit præg på drinken. Det betyder, at du ikke bare kan bruge hvilken som helst spiritus. Kvaliteten kan smages. Den amerikanske bartender bag bloggen "Drinks and Drinking" har lavet et eksperiment med forskellige gin og vermouth for at finde ud af, hvilken kombination der var den bedste. Han fandt frem til, at der skal bruges Tanqueray gin og Cocchi vermouth. Hvad synes du om kombinationen? Find inspiration til andre gode gin under vores anmeldelser.

Gode råd til den perfekte Negroni

  • Rør, ryst ikke. En Negroni består kun af spiritus og skal derfor røres i et røreglas med en barske. Det giver en klar og silkeblød drink. Med lidt øvelse kan du få barskeen til at køre rundt langs indersiden af glasset i en glidende bevægelse mellem fingrene. Efter omkring 12 ture rundt er cocktailen klar.
  • Smag den til. Dup barskeens hoved på hånden mellem tommelfingeren og pegefingeren, og smag. Så ved du, om den er kold og fortyndet nok.
  • Si den over frisk is. Brug en julep eller hawthorne strainer, og hæld drinken over nye isterninger. En stor isterning smelter langsommere og holder drinken kold uden at vande den ud.
  • Appelsin som pynt. En appelsinskive eller et stykke appelsinskal, som du vrider over glasset, så olierne lægger sig på overfladen, løfter hele drinken.

Historien om Negroni

Grundlæggeren Gaspare Campari lancerede i Milano i 1860'erne en drink med lige dele Campari og sød vermouth fra Torino. Meget passende kaldte han den for Milano-Torino (af tilhængere forkortet til Mi-To). Omkring 40 år senere blev den toppet med danskvand, og en ny cocktail blev født. Den fik navnet Americano som en hyldest til den populære amerikanske cocktailkultur. Hurtigt blev den en af Norditaliens mest moderigtige cocktails, også på Caffé Casoni i Firenze, som var en af grev Camillo Negronis stambarer. I 1919 bad greven angiveligt bartenderen, Fosco Bruno Sabatino Scarselli, om at lave et stærkere twist på cocktailen. Scarselli erstattede danskvandet med gin. Greven blev så tilfreds, at han gjorde den til sin foretrukne cocktail, og de andre gæster fulgte trop og døbte den Negroni.

Negroni spredte sig hurtigt til barer i hele verden, og i 1930 blev den optaget i Harry Craddock's The Savoy Cocktail Book. Efter at cocktailen blev en succes, grundlagde Negroni-familien Negroni Distillerie i Treviso, Italien, og begyndte at producere en færdiglavet version af drinken, solgt som "Antico Negroni 1919".

Varianter af Negroni

  • Americano: Negronis forgænger med Campari, sød vermouth og danskvand, men uden gin. Lettere, mindre stærk og perfekt til en varm eftermiddag.
  • Negroni Sbagliato: gin erstattes af mousserende vin. "Sbagliato" betyder "forkert" på italiensk, og drinken forbindes med Bar Basso i Milano. Den er lettere og mere boblende end originalen.
  • Boulevardier: gin erstattes af whisky, typisk bourbon eller rye. Den er rundere, varmere og sødere og er et godt bud til vinteren.
  • White Negroni: en lysere version, hvor Campari og rød vermouth skiftes ud med en gul, bitter ensianlikør og en hvid, aromatiseret vin. Mere blomstret og urtet.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad smager en Negroni af?

Bittert, sødt og urtet med en tydelig smag af appelsinskal. Gin giver tørhed og enebær, Campari bitterhed og vermouth sødme og krydderi.

Hvilket glas bruger man til Negroni?

Et lavt rocks-glas med isterninger, gerne én stor isterning.

Annonce

Annonce

Relaterede cocktails