Absint

Absint er uløseligt knyttet til Paris' kunstnermiljø i det 19. århundrede. Absint er faktisk den franske oversættelse af urten malurt, og den potente drik var en favorit hos stilskabende impressionister som Toulouse-Lautrec, Vincent van Gogh og Edouard Manet. Det er ingen hemmelighed, at absint kan fås med utrolig høje alkoholprocenter. De kan fås helt op til 89%, men der findes også mere medgørlige udgaver.

Hvad er absint?

Absint er en stærk spiritus smagt til med urter, først og fremmest malurt (Artemisia absinthium), grøn anis og fennikel. Man kan kort sige, at absint er en brændevin af malurt og anis. Den smager tydeligt af anis og lakrids med en let bitterhed fra malurten. Klassisk absint er grøn, og derfor kaldes den også "den grønne fe", men der findes også klar absint, kaldet blanche eller la bleue.

Absint er ikke beregnet til at blive drukket ren. Traditionelt hælder man iskoldt vand langsomt i, ofte gennem en sukkerknald på en hullet absintske, typisk 3–5 dele vand til 1 del absint. Drinken bliver så mælkehvid og uklar, fordi de æteriske olier fra anis og fennikel ikke kan holde sig opløst, når alkoholprocenten falder. Det kaldes en louche.

Hvor mange procent er absint?

Absint har typisk mellem 45 og 74 % alkohol, og mange klassiske absinter ligger i den høje ende. Enkelte produkter sælges med endnu højere procenter, men det er undtagelsen og ikke traditionel absint. Til sammenligning har almindelig vodka og gin omkring 40 %.

Den høje styrke er værd at huske, når du skænker: 3 cl absint på 70 % indeholder knap 17 gram alkohol, altså knap halvanden genstand, uanset hvor meget vand du hælder i.

Historien om absint

Absint har fået sit navn fra hovedingrediensen malurt, som på latin hedder “Artemisia absinthium”. Den præcise afstamning af absint er uklar, men den medicinske brug af malurt kan dateres helt tilbage til 1550 f.Kr. i Egypten. Malurtekstrakter og vinblødede malurt blade blev brugt som lægemidler af de antikke grækere. Derudover er der tegn på malurt-aromatiseret vin i det antikke Grækenland, som blev kaldet “absinthites oinos”.

I det 18. århundrede fandtes absint som en destilleret spiritus, der indeholdte grøn anis og fennikel. Ifølge en populær legende begyndte det som et allround lægemiddel skabt af Dr. Pierre Ordinaire, en fransk læge, som boede i Couvet, Schweiz omkring 1792 (årstallet varierer). Absinten blev markedsført for sine medicinske egenskaber, f.eks. fik franske soldater den ofte med i feltrationerne som beskyttelse mod troppesygdomme.

I 1797 fik Major Dubied en opskrift fra Henriod søstrene fra Couvet i Schweiz, som gjorde, at han åbnede et absint destilleri. Destilleriet blev døbt “Dubied Père et Fils”, og var opkaldt efter hans søn Marcellin og hans svigersøn Henry-Louis Pernod. I 1805 byggede de et andet destilleri i Pontarlier, Frankrig under firmanavnet “Maison Pernod Fils”, som blev en af de mest populære mærker af absint på den tid.

Langsomt blev absint især forbundet med bohemelivet, hvor den blev nydt af digtere og billedkunstnere især i perioden omkring “La Belle Epoque”. Opfattelsen ændrede sig dog, og mange mente, at den var skadelig, også mere end andre former for alkohol. Problemet var ifølge dr. Valentin Magnan (1835-1916), at malurt (foruden de ønskede smagsstoffer) indeholder nervegiften thujon, som man mente gav kronisk hjerneskade ved langvarig brug. Dette betød, at absint blev gjort ulovligt i Schweiz i 1908, i USA i 1912, i Frankrig i 1915, men aldrig i f.eks. Storbritannien eller herhjemme i Danmark. Nu til dags er der dog ikke ret mange lande, hvor der er et reelt forbud. I EU er der regler for, hvor meget thujon en alkoholisk drik må indeholde: drikke lavet med malurt må højst indeholde 35 mg thujon pr. kg, mens grænsen for andre alkoholiske drikke er 10 mg pr. kg. Disse grænser ville selv absint produceret i gamle dage kunne leve op til.

Produktionen af absint

Fremstillingen af absint starter med en base af ren og stærk alkohol, hvor man tilføjer malurt, fennikel og anis (alt afhængigt af opskriften) og lader det trække over tid. Denne proces kendes også fra fremstillingen af gin, og kaldes for cold compounding. Når væsken har trukket smagen fra ingredienserne, så destilleres den til en helt klar væske, som man kalder “absinthe blanche”. For at opnå den helt karakteristiske grønne farve, som kendetegner absint, så tilføjer man en blanding af urteblade, som skal trække i væsken. Blandingen af urteblade består typisk af minimum 10 forskellige urter og aromaer. Alt efter producent og den ønskede smag, bruges alt fra mynte og citronmelisse til muskatnød. Når den ønskede smagskombination er åbnet, så tilsættes der vand, indtil den ønskede alkoholprocent er opnået og absinten hældes på flaske.

Er absint farligt? Myten om hallucinationer

Nej, absint giver ikke hallucinationer, og den er ikke farligere end anden spiritus med samme alkoholprocent. Den virkelige risiko ved absint er den høje alkoholprocent.

Nervegiften thujon fra malurt påstås ofte at være et hallucinogen, da det skulle have en vis kemisk lighed med THC, som er det aktive stof i cannabis. Denne lighed er dog rent overfladisk, da der ikke er en endegyldig dokumentation for, at thujon har nogen hallucinerende effekt. Mange mener, at “absint-rusen” føles anderledes end ved andre former for alkohol, hvor fornemmelsen beskrives som “forfriskende” og “opløftende”. Dette fænomen opleves også ved indtagelse af mindre berygtede anis-drikke og tilskrives stoffet anethol. Mængden af thujon i absint, både i dag og i gamle dage, er desuden alt for lav til at have nogen mærkbar effekt, før alkoholen for længst har slået dig omkuld. De problemer, man i 1800-tallet tilskrev absinten, skyldtes formentlig først og fremmest store mængder meget stærk alkohol. Absint er således ikke en form for narkotika, men først og fremmest en stærk, alkoholisk drik.