Frugt og grønt
Gode ingredienser er alfa og omega for en god cocktail. Her vil jeg guide dig til hvordan du udvælger råvarer, om det så er til pynt på dine drinks, citrusfrugter til juice eller noget helt tredje.
Bær
Nogle almindelige tegn på dårlige bær er en blød tekstur, misfarvning og stødpletter. Hvis mug begynder at gro på enkelte bær, så smid det hele ud, det er ikke chancen værd.
Citron og lime
Normalt er det lidt fy-fy at stå og mærke alle frugterne igennem i supermarkedet, men for at udvælge de bedste citrusfrugter er det nødvendigt at mærke deres fasthed efter. De mest saftige citroner og lime er altid dem som giver sig en anelse når de klemmes. De blødere citrusfrugter har mindre marv, og derfor mere juice. Fordelen med frugterne med mindre marv er også at de er nemmere at juice.
Frugterne skal ikke moses, der er blot tale om et let klem med tommelfingeren for at få en fornemmelse af fastheden.
Teknikken virker dog ikke så godt på større citrusfrugter, såsom grapefrugt og appelsiner. De større citrusfrugter har nemlig naturligt en tykkere marv, som gør det sværere at afgøre frugtens kvalitet ved at trykke let på den.
Appelsin og grapefrugt
Farven på en moden grapefrugt er en anelse rødlig. En moden appelsin vil være lys i farven, og måske endda en smule grøn. Så længe appelsinen lever op til de andre modenhedskrav skal den ikke afvises på grund af grøn farve.
Frugten skal føles som var den ved at springe skindet, den skal altså være rigtig fast.
Hold frugten i hånden, hvis den føles tungere end den ser ud, så har du fundet dig en moden en.
Formen på frugten bør være svagt oval, hvor den vil være flad på bunden og toppen. Er frugten for rund, vil den formentlig ikke være moden og smage bittert.
Hold dig fra citrusfrugter der er underligt formet, det betyder ofte at de ikke blev plukket tidligt nok og er overmoden.
Friskpresset juice
Værktøjet jeg bruger til at lave juice af citrusfrugter er en saftpresse, som vist på billedet. Jeg har tre forskellige størrelser til tre forskellige frugter (lime, citron og appelsin), men en er rigeligt. Frugten skæres halvt over, placeres i saftpressen som trykkes sammen til frugten ikke afgiver mere juice. Juicen opsamles i en beholder som stilles under saftpressen.
Dette simple værktøj er rigeligt til den private bar og mindre selskaber, men til en decideret cocktailbar hvor der f.eks. bruges flere liter limejuice hver uge, er en hurtigere løsning nok at foretrække.
Interessant nok hedder denne type saftpresse “Mexican Elbow” på engelsk. Hvorfor den hedder det har jeg dog ikke kunne finde mig frem til endnu.