Sådan laver du selv grenadine
Opdateret
Hvad er grenadine?
Grenadine er en sød, rød sirup, der oprindeligt laves af granatæblejuice og sukker. Navnet stammer fra det franske ord “grenade”, som betyder granatæble. I drinks bruges grenadine mest til at give farve og en frugtig sødme. Den kendes især fra Tequila Sunrise, hvor den tunge sirup synker til bunden og giver den røde solopgang, men benyttes også i cocktails som Miami Heat og Sex on the Beach.
Hvad er grenadine lavet af?
Ægte grenadine er lavet af granatæblejuice og sukker. Oprindeligt blev den lavet ved at blande granatæblejuice, sukker og vand, men da grenadine er underlagt minimal regulering, bliver den i dag lavet på mange forskellige måder. Mange af de billige grenadiner i supermarkedet indeholder slet ikke granatæble, men er blot sukkersirup med rød farve og aroma. Kig på ingredienslisten, hvis du vil have den ægte vare.
Hjemmelavet grenadine smager frugtigt og let syrligt af granatæble, mens den røde grenadine fra butikken typisk er sødere og smager mere generelt af røde bær.
Grenadine opskrift: sådan laver du den selv
Vi har valgt at fokusere på en opskrift, som minder mest om den oprindelige. For at lave den skal du bruge:
- 1 del granatæblejuice
- 1 del sukker
Hæld ingredienserne i en gryde. Gryden skal langsomt bringes i kog, mens du bliver ved med at røre rundt. Når al sukkeren er blevet opløst i væsken, kan gryden tages af. Når væsken er kølet tilstrækkeligt ned, hældes den på flaske og rystes.
Din hjemmelavede grenadine vil formentlig ikke kunne holde sig lige så længe som en, der kan købes i butikkerne. Det skyldes konserveringsmidler. Opbevar den i køleskabet, og tilføj gerne en anelse vodka til blandingen for at højne levetiden. Den høje alkoholprocent i vodka vil holde bakterievæksten nede.
Køb færdiglavet grenadine
Grenadine kan også købes færdiglavet, hvor især Giffard's version kan anbefales. Foruden granatæble er den også smagssat med hindbær, brombær og ribs samt givet et strejf af vanilje. En anden udbredt grenadinesirup er Monin Grenadine, som du kan købe her.
Drinks med grenadine
Grenadine giver farve og sødme til både klassikere og festlige, søde drinks. Her er alle vores cocktails med grenadine:
Grenadine er også populær i drinks uden alkohol, hvor et skvæt i sodavand eller juice giver farve og sødme. Find flere idéer blandt vores alkoholfrie cocktails.




