Rom

Opdateret

Der findes ikke en spiritus, der passer bedre til pirater end rom. Ikke fordi den er tæt forbundet med søfart, heller ikke fordi det er en del af popkultur, men fordi rom er fuldstændig resistent overfor regler. De forskellige stilarter af rom varierer afhængigt af, hvor rommen kommer fra, hvordan de er destilleret, og hvordan de er modnet (hvis de er). Det eneste, der forbinder forskellige typer af rom, er grundingrediensen: sukkerrør.

Hvad er rom lavet af?

Rom er lavet af sukkerrør. Langt det meste rom laves på melasse, den tykke, mørke sirup, der bliver tilbage, når man udvinder sukker af sukkerrør. Resten laves på friskpresset sukkerrørssaft, som i fransk rhum agricole og brasiliansk cachaça. Melassen eller saften blandes med vand og gær, gæres til en slags vin på 5–9 % alkohol og destilleres. Derefter hældes rommen enten direkte på flaske eller lagres på fad.

Rom stammer fra Caribien, hvor man på sukkerplantagerne i 1600-tallet begyndte at destillere melassen i stedet for at smide den ud. De fleste rom har 37,5–40 % alkohol (37,5 % er minimum for rom i EU), men der findes stærkere udgaver og overproof rom på over 50 %.

Lys rom og mørk rom: hvad er forskellen?

Lys rom er klar, mild og som regel ulagret eller kun kort lagret, mens mørk rom er lagret længere på fad (og ofte farvet med karamel) og har en fyldigere smag af karamel, vanilje og tørret frugt. Lys rom passer bedst til friske, syrlige drinks, mens mørk rom giver dybde og sødme.

Lys rom (hvid rom)

Lys rom, også kaldet hvid rom, er klar og gennemsigtig. Den er enten slet ikke lagret eller kun lagret kort, ofte i ståltanke, og mange lyse rom filtreres gennem kul efter en kort fadlagring for at fjerne farven igen. Lys rom er typisk destilleret i en kolonnedestillator, som giver en ren og let spiritus med en svag sødme.

Den milde smag gør lys rom til førstevalget i friske cocktails som Mojito, Daiquiri, Cuba Libre og Piña Colada.

Mørk rom (brun rom)

Mørk rom, som mange også kalder brun rom, er lagret i forkullede egetræsfade, ofte i flere år. Det giver rommen en dyb brun farve og en fyldig smag med noter af karamel, vanilje, tørret frugt og krydderier. Den er ofte destilleret i et pot still eller blandet med pot still-rom, som bevarer mere af smagen fra råvaren.

Farven er dog ikke altid et sikkert tegn på alder, for mange mørke rom får tilsat karamelfarve. Vil du have en rom, der rent faktisk har lagret længe, så kig efter en aldersangivelse på etiketten.

Mørk rom bruges i cocktails, hvor rommen skal kunne smages, som Dark and Stormy, Mai Tai og Jungle Bird, og de bedste er også gode at nyde rene. Vi har blandt andet anmeldt Gosling's Black Seal og Diplomatico Reserva Exclusiva, som begge er gode bud på en mørk rom til drinks.

Har du kun den ene type, kan du godt bytte, men drinken bliver tungere og sødere med mørk rom og lettere og friskere med lys rom.

Historien om rom

Christoffer Columbus medbragte sukkerrør på hans anden tur til Amerika i 1493, som blev plantet på øen Hispaniola. Den spanske hær udbredte efterfølgende afgrøden til flere områder i Caribien, såsom Jamaica og Cuba. Det kan derfor siges, at Columbus var faderen til rom.

Når der produceres sukker fra sukkerrør, er melasse et biprodukt. Plantageejerne opdagede, at i stedet for at smide melassen væk, så kunne man destillere det til rom. Som så mange andre typer af spiritus på den tid, var det slet ikke det, som vi kender i dag. Dengang var rommen bitter, skarp i smagen og lugtede ubehageligt, men opnåede stadig stor popularitet hos de søfarende kolonister og dem derhjemme.

Det var dog først, da kolonnedestillatoren kom til Caribien omkring 1848, at produktionen af rom for alvor blev industrialiseret. Man var nu i stand til at masseproducere rom, og dermed efterkomme den store efterspørgsel, der var hjemme i kolonisternes lande. Bacardi blev grundlagt i 1862 af Don Facundo Bacardi Massó, og firmaet har haft en stor betydning for udbredelsen af rom i den vestlige verden. Produktet Bacardi lavede var blødere og renere end så mange andre, som gjorde, at den hurtigt blev populær globalt.

Rom nød, ligesom tequila, godt af Forbudstiden, hvor rommen blev sejlet fra Caribien og derfra kom ind i det illegale marked. Populariteten varede dog kun til Den Store Depression startede, hvor en stor del af destillerierne måtte lukke ned.

I dag ser markedet lidt anderledes ud, da især den mørke rom har fået sin fremgang. Fremgangen af den mørke rom har gjort, at små destillerier har kunne opstå, hvor de udelukkende laver deres egen specielle rom.

Produktionen af rom

Rom laves på fermenteret sukkerrørssaft eller overskudsproduktet ved sukkerrafinering, melasse. Hvilken afgrøde der vælges her, har stor betydning for det endelige produkt.

Gæringsprocessen kan tage alt fra en halv til flere dage alt efter hvor kraftig en rom, man gerne vil ende ud med. Typisk er alkoholprocenten man ender ud med mellem 5 og 9 procent.

Efter gæringen destilleres væsken i enten et pot still eller en kolonnedestillator, alt efter hvilken type rom man gerne vil have. Typisk vil en mørk rom være destilleret med et pot still, for at bibeholde mest muligt af smagen i produktet, og en lys rom vil være destilleret med en kolonnedestillator.

Til sidst hældes rommen direkte på flaske, hvis det er en lys rom, ellers lagres den på egetræsfade for at give yderligere smag til rommen. Bemærk, at det er ulovligt at destillere spiritus derhjemme i Danmark uden tilladelse.

Rom typer

Ingen regler, bare rom. I modsætning til klassificeringerne med f.eks. gin, så har rom ikke særlig mange regler. Forskellige lande har deres egne standarder, hvilket betyder, at stort set enhver spiritus, som kommer fra sukkerrør, kan kaldes rom. Typisk kan man dog inddele rom i lys, gylden, krydret og mørk. Lys og mørk rom er beskrevet øverst på siden, og her er de øvrige typer.

Gylden rom

En gylden rom er en mellemvej mellem den lyse og den mørke rom. Den er lagret i egetræsfade, som giver den gyldne farve. I forhold til lys rom, er gylden rom meget mere fremtræden i smagen.

Krydret rom

En krydret rom er en rom, som har fået tilføjet forskellige krydderier for at smagssætte den. Oftest vil man tilføje krydderierne til en gylden rom. En krydret rom vil have en mørk farve, men de billigere mærker opnår farven med karamelfarve.

Overproof rom

Rom indeholder normalt en alkoholprocent mellem 37,5 og 50, mens overproof rom bevæger sig over de 50%. En overproof rom kan bruges til flambering i madlavning, eller til cocktails der kræver en stærk spiritus. Mai Tai er en cocktail, som kræver overproof rom.

Cachaça

Cachaça (kah-SHA-sah) adskiller sig en anelse fra rom, da det er produceret på saften fra sukkerrør, og hovedsageligt stammer fra Brasilien. For det meste bliver det hældt direkte på flaske efter destillering. Cachaça er især kendt fra cocktailen Caipirinha.

Foruden de ovenstående kategorier har de forskellige lande også deres særlige præg, der kommer til udtryk i de rom, som de producerer.

Spansk rom

En lettere stilart, som typisk er destilleret fra molasse. Denne stilart inkluderer det meste rom lavet i Puerto Rico, Cuba, Den Dominikanske Republik, Venezuela, Guatemala, Nicaragua, Panama, Colombia, Costa Rica og Ecuador. Stilarten kom frem i det 19. århundrede, hvor man med opfindelsen af kolonnedestillatoren så en mulighed for en ny rom. Den nye destillator gjorde det muligt at lave en rom, der har en høj alkoholprocent og samtidig er befriet fra de aggressive smagsnoter, der kan opstå med i en potdestillator.

Engelsk rom

Denne stilart er ofte rigere i smagen og mere “funky”. Ligesom den spanske stil, er den engelske stil primært lavet på molasse. Stilarten findes typisk i tidligere engelske kolonier.

Jamaicansk rom

Jamaicansk rom er helt anderledes fra de engelske og spanske stilarter. Stilarten har en unik funky kompleksitet, der kommer fra destilleringen i potdestillatorer. Grundet både sin styrke og skarphed bliver jamaicansk rom sjældent brugt som base i cocktails, men snarere som supplement.

Fransk rom

Typisk destilleret fra friskpresset sukkerrørsaft og for det meste produceret i Fransk Vestindien, hvor det betegnes som rhum agricole.

Anmeldelser af rom

Cocktails med rom